POLITIKEN: DER ER ERKLÆRET KRIG MOD HETEROERNES VERDENSORDEN

"Hvor ville jeg ønske, at flere turde tænke de tanker. Sætte spørgsmålstegn ved de forventninger i samfundet, der får både mænd og kvinder til at agere som køn frem for mennesker..."

Milla Mølgaard, 31. maj 2013

I dag udkommer en bog, der blandt andet opfordrer til vold i queeraktivismens tegn.

Hvorfor lever vi i en patriarkalsk, kønsopdelt verden, hvor ’rigtige drenge’ går i blåt og spiller fodbold, mens ’rigtige piger’ laver perleplader i deres lyserøde prinsesseoutfit?

Har du aldrig undret dig over det, synes jeg, du skal læse videre her. Så er du nemlig en af de mange, der lever i lykkelig uvidenhed i vores heteronormative verden, hvor der bliver stillet alt for få spørgsmål og rusket alt for lidt op i det såkaldt normale.

Det mener jeg. Og det mener gruppen Queer Jihad, der siden 2005 har brugt utraditionelle og grænsesøgende midler i kampen for mere respekt for kønsmæssige og seksuelle minoriteter. I dag udgiver de en bog med titlen ’Se! Den heteroseksuelle verdensorden går i stykker!’.

En krigserklæring, der egentlig blot er en samling af gruppens blade, plakater, billeder og statements gennem årene.

Men hos de uindviede vil bogens 300 tætskrevne sider med garanti kunne rykke bare en lille smule ved det ofte meget fasttømrede syn på køn og seksualitet, de fleste besidder.

At være queer vil kort fortalt sige at være ’anderledes’, at stikke ud fra normen. Og det er der faktisk temmelig mange, der gør. Det gælder båder homoseksuelle, transpersoner, biseksuelle og andre mennesker, der af en eller anden grund ikke lever op til forventningerne til deres køn.

Queer Jihad er en gruppe mennesker, der efter eget udsagn var trætte af at »gå og føle sig forkerte«, fordi de er underlagt den heteroseksuelle verdensorden i et samfund, hvor såkaldt rigtige mænd er på en bestemt måde over for de såkaldt rigtige kvinder, der tilsvarende skal leve op til deres kropstegns forpligtelser.

Det lyder måske langhåret, men det er egentlig ret ligetil. Det forstår jeg, når jeg læser en af bogens nedfældede taler, der sætter ord på noget, der efter min mening fortjener eftertanke hos hele befolkningen:

»Det er skadeligt og underkastende for mænd at leve i et patriarkat. (...) Man forventes at kæmpe om privilegier og udkæmpe blodige slag om det modsatte køn (...) Jo mere man undersøger den mandlige kønsrolle, jo mere usympatisk og destruktiv virker den. Jo mere vi undersøger kvinderollen, jo mere underkastet og passiv virker den. Så hvorfor er det egentlig så vigtigt at insistere på kønsidealerne?«.

Hvor ville jeg ønske, at flere turde tænke de tanker. Sætte spørgsmålstegn ved de forventninger i samfundet, der får både mænd og kvinder til at agere som køn frem for mennesker i langt de fleste sammenhænge. Det ville ikke bare give en mere interessant og mangfoldig verden, det ville samtidig kunne frigøre alle dem, der ikke kan eller vil leve op til rollerne.

Men lige så glad jeg bliver, når jeg læser talen, lige så ked af det bliver jeg, når jeg læser bogens kapitel, der handler om selvtægt.

»Hvis nogen slår dig, så slå igen. Hvis nogen truer dig, så slå først«, lyder gruppens strategi.

Det er ekstremt, det er forkert, og efter min mening er voldelige queeraktivister lige så galt på den som de homofober, de vil have ram på.

For selv om Queer Jihad vil slå og sparke i en kamp for ligestilling og homorettigheder, er taktikken fuldstændig forfejlet, når man som minoritet vil opnå respekt og taletid i et samfund, der i forvejen har svært ved at forstå ens tankegange og tilbøjeligheder.

Nej, jeg vil holde mig til ordets magt og i stedet plante provokerende statements i gadebilledet, der kan få familien Hetero til at tænke, grine og måske genoverveje deres evige ret til sandheden.

Derfor har jeg tænkt mig snarest muligt at finde et passende sted, hvor jeg diskret kan skrive mit yndlingsstatement fra Queer Jihads graffitigruppe:

»Hvis Gud havde ønsket, at mænd skulle have sex med hinanden, havde han nok skabt dem med et hul i røven«.

Smiler du nu? Hvis nej, så synes jeg, du trænger til at læse hele bogen.